Om OFV
Talenterne trives
Odense Filmværksted er med til at sikre talentudvikling og fornyelse af dansk filmkunst. Dette gør vi igennem økonomisk støtte, coaching og udlån af udstyr til filmproduktioner. Vi er springbrættet for de seriøse unge mellem 16-25 år bosiddende i Region Syddanmark, som ønsker at gøre en karriere inden for filmbranchen.
På Odense Filmværksted betragter vi alle ansøgere som kommende talenter inden for filmbranchen, og ser det som vores fornemste opgave at få de talenter til at stortrives og udfolde deres kreative evner.

Kortfilm kan kradse
Hos os har man mulighed for at lave kort- og dokumentarfilm på højeste niveau, der kan sendes til internationale filmfestivaler. Kort og dokumentarfilm dækker et bredt spektre, men fælles for dem alle er den begrænsede tid, talenterne har til at få deres budskab ud på. Derfor er historierne, der bliver fortalt, oftest stærke og går lige til benet. Om det er politibrutalitet, voldtægtsanklager eller politik i Sydamerika, så er kortfilmgenren til for at kradse i den gængse opfattelse og se tingene på en ny måde.

Nye nysgerrige
Er man helt ny med at lave film har man hos Odense Filmværksted også mulighed for at starte med at komme til vores workshops – dem har vi 10 af om året, 5 forår og 5 efterår. Her vil man kunne møde andre unge med interesse for at lave film, samt få en god indlæring i det at lave film, lige fra manuskriptskrivning til færdigklipning.
Der er rigtig mange muligheder hos Odense Filmværksted for folk der har lyst til at gøre noget seriøst ved drømmen om en karriere i filmbranchen. Kig rundt på vores hjemmeside eller kom ind til os, dørene er altid åbne hvis du vil have en snak om lige netop din ide.


