Anarkistisk Filmsnak
– Marcella Dichmann & Kasper Torsting
Et oprør mod det pæne i dansk film
Hvor langt kan man strække sin kunstneriske integritet? Hvorfor bliver man ved, når tvivlen æder én op? Og hvad skal dø, for at filmkunsten kan leve?
Anarkistisk Filmsnak er et levende, kompromisløst samtaleformat, hvor to stærke stemmer i dansk film mødes – helt uden manus. Ingen forventning om at være enige. Til gengæld masser af kant, modstand og overraskelser.
Denne aften sætter vi producer og filmchef hos SF Studios, Marcella Dichmann, og instruktør Kasper Torsting stævne. De har prøvet alt fra store biografsucceser til benhård branchevirkelighed – og de ved, hvad det koster at skabe film, som både skal røre publikum og sætte spor.
På scenen tager de udgangspunkt i udvalgte filmklip og tre-fire dybdegående spørgsmål.
Anarkistisk Filmsnak hylder fejlene, tvivlen og troen på, at film betyder noget.
Det er råt, ærligt og fyldt med kærlighed til fortællingen og dem, der skaber den.
Praktisk
Det sker på Frølageret (Farvergården 7, 5000 Odense C)
Der er 75 pladser (kræver tilmelding)
Entré er gratis, der kan købes drikkevarer i baren
Aftenens ritual
1. akt – Fyraftensøl (30 min)
Vi varmer op med netværk, musik og kolde drikke. Deltagerne kan sætte deres eget aftryk på aftenen med et anarkistisk publikumsspørgsmål på tavlen:
Hvad er din filmske dødssynd?
2. akt – Samtalen (50 min)
Marcella og Kasper i direkte dialog – uden filter.
Moderator: Mette Bihl
3. akt – Afrunding (10 min)
Vi river reglerne i stykker – bogstaveligt.
Og går hjem lidt mere modige, end da vi kom.
Om Marcella Dichmann
Marcella Dichmann er producer og filmchef hos SF Studios, og hendes mål er enkelt: at skabe film, folk elsker. Hun har stået bag både familiefilm, ungdomsfilm og dramaer, fra Far til fire-serien til Smuk, Elsker Dig for Tiiden og Ehrengard: Forførelsens kunst. Hun arbejder med alt fra idé og manuskript til optagelser og distribution og følger projekterne hele vejen. Marcella er kendt for at arbejde tæt sammen med de kreative teams og for at kombinere kunstnerisk vision med publikumsappel.
Om Kasper Torsting
Kasper Torsting er instruktør og uddannet fra Den Danske Filmskole og har siden kastet sig ud i næsten alt, man kan lave bag et kamera. Han står bag prisvindende dokumentarer, serier, reklamefilm, musikvideoer og spillefilm – og du har måske hørt om projekter som Rocket Brothers, Solo, Hr. Vinterberg & Mr. Bovie, Armadillo (hvor han var idémand og kreativ producer), I Krig & Kærlighed og Slave af Danmark. I dag arbejder Kasper som freelanceinstruktør. I Danmark er han tilknyttet storyroom.dk, og for nylig er han også blevet signet af det store agentbureau UTA i Los Angeles – et kæmpe skridt for en dansk instruktør.
Når han ikke er på set, bor Kasper i Svendborg sammen med sin familie, og er desuden en del af Filmværksted Odenses Mentorkorps.